Førsteholdets sejr mod Nr. Sundby

Af Esmat Guindy, holdleder

Søndag d. 13. november skulle vi møde Nørresundby. På hjemmebane, heldigvis. Nørresundbys hold er ikke blevet yngre med årene, og selvom de kunne mønstre flere spillere under 60, var køreturen til Fredericia næppe den bedste opvarmning for dem.

Først færdig var Bjarne Light, der heller ikke til dagens runde var helt frisk, så en hurtig remis var et fint resultat.

På første bræt spillede Jens Ove mod Bjarne Hansen, og det blev en superskarp hollænder med muligheder for begge spillere.

Partiet på bræt to var mere stille og roligt, men Frank tilføjede i flot stil Per Andreasen et af dennes få nederlag.

Adesh kom til at stå til gevinst efter åbningen med to merbønder og Michael Simonsens konge fanget i midten. Men man må sno sig, som ålen sagde, og det gjorde Michael, så resultatet blev remis. Tredje gang bliver lykkens gang, Adesh.

Daniels og Carstens partier endte også remis, mens vores nye, tyske spiller Dustin igen viste sit værd og vandt over Svend Pedersen.

Efter første tidskontrol sad jeg tilbage med hvid i en Stonewall mod Nr. Sundbys yngstemand, der trods denne titel, havde grå hår og jeg forsøgte at tilføje ham flere. Chipdyngen hævder skiftevis stor fordel til mig og lige spil – det sidste dog desværre også efter jeg var kommet ind i et tårnslutspil og havde tårnet bag min merfribonde. Men som bekendt er vinderen den, der laver den næstsidste fejl, og min modstander gik med få minutter tilbage forkert i et bondeslutspil.

Efter røgen var lettet i Jens Oves parti, sad han med løber, bonde og tårn mod tårn og to bønder. Her spillede han godt og praktisk længe, og Bjarne valgte at give op, da der var udsigt til, at bonde nummer to også ville ryge. Det udløste spontane klapsalver, som man ellers kun ser i turneringer i mere skakentusiastiske lande. Om det skyldtes glæden over den flotte 6-2 sejr, 1. brættets præstation, eller lettelsen over at man ikke skulle ud i løber og tårn mod tårn og en times mere spil, og derved en time mere inden man kunne rydde færdig op og komme ud at spise, vides ikke.

Følg 1. div., gr.2 her:

https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=383&teamTourId=79

You may also like...