Storsejr til førsteholdet! Fredericia–BMS 6½-1½

Af Esmat Guindy

Fredericia havde budt ind på den anden dobbeltrunde i Skakligaen og fik den. Så var det bare lige det med, hvor den skulle afvikles, for med 10 hold ville det ikke være muligt at spille på hjemmebanen – i hvert fald ikke hvis det skulle være på samme etage. Heldigvis var der plads i et stort lokale i Fredericia Idrætscenter, og kommunen spyttede velvilligt i kassen, så der var kun ét lille, men ikke ubetydeligt spændingsmoment: Ville lokalet mon nå at stå færdigt til weekenden, hvor det skulle bruges?

Det gjorde det heldigvis, så fredag d. 23. januar og lørdag d. 24. januar sås flere a klubbens medlemmer kravle rundt med kabler, så alt kunne stå klappet og klart klokken 14.00 hvor alle 40 brætter skulle live-transmitteres. Og det gjorde det.

Så første fulde dobbeltrunde i Skakligaen i Fredericia blev arrangementsmæssigt en succes. Der er selvfølgelig altid plads til forbedring: Det kunne have været varmere i spillelokalet, og på et enkelt tidspunkt rakte lydisoleringen ikke helt, da der blev fyret helt op for musikken på banen ved siden af, fordi et håndboldpigehold skulle i gang med at varme op.

Jeg havde fornøjelsen af at være tilskuer til begge kampe, og mens lørdagens kamp forbigås i stilhed, var det anderledes morsomt at være Fredericiafan i søndagens runde. Efter at have benyttet mig af svømmehallen, mens åbningsspillet blev overstået, kom jeg ind i kampene, da der var spillet knap to timer:

Boris havde på førstebrættet sort med Casper Liu og manglede en bonde, som der øjensynligt ikke var den store kompensation for. Sjovere så det ud ved siden af, hvor Nikola spillede mod Nikolaj Kistrup, som Nikola normalt har et godt tag på. I dag var ingen undtagelse: Nikola fik hurtigt en overvældende stilling, som kun blev bedre træk for træk.

Desværre så det knap så godt ud for Jens Ove, der havde måttet ofre en officer for to bønder mod Mikkel Manosri, men stadig ikke havde fået kongen i sikkerhed.

Bjarne, derimod havde på bræt 4 fået et par bønder mod Karl-Emil Elmer Rasmussen, men stillingen var noget kompliceret.

Helt lige så det ud på bræt 5, hvor Adesh spillede sort mod – Noah Wahlgren. Sidstnævnte havde dog en fribonde, men den var godt blokeret.

På bræt 6 hyggede Frank sig med et kongeangreb mod Lukas Iskos og lige så godt så det ud for Dustin på den modsatte side af brættet – med sort havde han fuldstændig indtaget dronningefløjen med sine officerer mod Sigfred Haubro.

Nederst havde Carsten nuppet en bonde mod Jesper Simonsen. Det var kommet af en dronninggambit, hvor Carsten havde lavet det klassiske minoritetsangreb på dronningefløjen, hvorefter c6 bliver svag. I stedet for at forsvare bonden, var Jesper gået i gang med at angribe på kongefløjen – noget der så ud til at have lange udsigter.

Ved optælling lignede det noget, der kunne blive en 5-3 sejr, hvilket ville være glimrende, for holdet ifølge Elo var favoritter, havde BMS med samme mandskab præsteret kun at tabe 3½-4½ til Skanderborg, der må anses for ligaens næstbedste hold. Men det skulle blive endnu bedre:

Boris fik udlignet sin vanskelige stilling, og lige pludselig satte Casper et tårn i slag. Nikola vandt planmæssigt, mens Jens Ove mirakuløst kom over i et slutspil med 3 bønder for en springer – noget der muligvis kunne holde remis.

Desværre fik Bjarne spillet upræcist i komplikationerne, og måtte nøjes med remis, men ved siden af fik Adesh åbnet modstanderens kongestilling og fik et par bønder med i købet og senere det hele point.

Vi kommer ind i partiet mellem Frank og Lukas. Sort har lige spillet 25..Dxc2, men det er en fejl i en i forvejen meget svær stilling. Hvordan vandt Frank?

Han fik aldrig sat mat, men det var kun fordi, modstanderen valgte at opgive inden. Til gengæld smuldrede Dustins fordel, mens Carsten sikkert vandt et springerslutspil med 3 bønder mod en.

I mellemtiden havde Jens Ove desværre tabt, mens Dustin fik presset sin modstander til at begå fejl. Det betød den største sejr nogensinde for Fredericia i Skakligaen med 6½ point.

Og selv om det tegner godt i forhold til en forbliven i ligaen, er der to nøglekampe tilbage mod SK68 og Frem, der begge er mulige nedrykkere. Vi har 4 matchpoint, mens SK68 har 3, så en sejr over SK68 giver med 95% sandsynlighed en billet til næste års Skakliga. Nordkalotten og BMS med henholdsvis 4 og 5 matchpoint kan også komme med i nedrykningsspillet. Nu må vi se – spændende er det i hvert fald.

Og Frank? Ja han spillede 26. Se7+ Kh8 27. Dxf7! Det truer jo mat, så springeren må rykke. 27…Sd7 28. Sg6+. Av, det koster dronningen. 1-0

Se den aktuelle stilling i ligaen på:

https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=538&teamTourId=117

You may also like...