En “normal Reti”

eller: Hvorfor man ikke skal foragte en skakmesters råd!

I sæsonen 1980-81 havde jeg min debut i landets stærkeste holdkamp-række, som dengang var 1. division. En ung Niels Jørgen Fries Nielsen fra Esbjerg havde motiveret mig til at skifte fra Springeren i Kolding til Evans i Vejle. Vi fik således begge mulighed for at være med til at spille Evans tilbage i 2. division!

Min næste optræden i den stærkeste række blev så i den netop afsluttede sæson i Xtracon-ligaen. Også her fik jeg muligheden for at bidrage til at spille mit hold en række ned. Dog denne gang med assistance fra Niels Jørgens bror, Jens Ove!

I de 40 år, som er gået fra 1981 til 2021, er der sket en del i dansk skak. Den generelle styrke­fremgang, som var så tydelig igennem det 20. århundrede, er i nogen grad fortsat, og navnlig i den øverste række er hel- og halv-professionalismen slået igennem. Det er derfor med en passende ydmyghed, at Fredericia stiller op med inden- og udenbys amatører, omend vi har en IM på 1.-bræt.

Jeg havde som reserve lejlighed til at spille på de 3 lørdage; men det var tilstrækkeligt til at fornemme den gode ånd, som hersker på holdet og blandt alle vore spillere. Jeg fik fordelen af at spille hvid på 8. bræt i alle 3 matcher.

5. og 6. runde skulle spilles samlet i Køge, og vi skulle lørdag d. 29. januar møde Hillerød. Om for­middagen mødtes vi for at køre i to biler til Køge. Jeg var så heldig at havne på bagsædet af Lars Sørensens bil. Ikke fordi det var dårligt at køre med Frank Schwarz (det gjorde jeg faktisk på hjemvejen); men i IM Jens Ove’s nærhed fik vi på motorvejen behandlet nogle af vore spørgsmål til åbninger og den slags. Jens Ove’s rejseskakspil gik i pendul­fart fra forsædet til bagsædet med tilhørende kommentarer, og så måtte vi ellers suge til os af guldkornene.

Mine spørgsmål gik på 1.Sf3, og hvad hvid kan stille op mod andre svar end 1.-,d5 og -,c5. Jeg var særligt interesseret i varianter, hvor sort stiller sig op med c6, d5 og Lf5 eller Lg4.

Jens Ove havde den idé, at hvid ikke skulle spille på det tematiske fremstød e2-e4, men derimod stille sig op med d3, b3 og c4. Sort spiller f.eks. Lf5 og h6 (for at give løberen et felt sikret mod afbytning), og så længe hvid bevarer bondestillingen med e2 og d3, ”bider den sorte løber på granit!”, som Jens Ove udtrykte det. Godt nok; men hvad skal hvid ellers spille på? Jeg plejer jo at tilstræbe angreb på kongefløjen. ”Jo”, sagde Jens Ove, ”du stiller dig op med b3, c4, d3 og Lb2 og spiller på dronning-fløjen. Når sort spiller a7-a5, svarer du med a2-a3 for at gå forbi, hvis han kører bonden frem til a4. Hvis han så spiller (et eller andet, som jeg har glemt…), trækker du Ta2, ligesom i en normal Reti”! Bemærkningen faldt, da vi var ca. midt i Storebælt, nok omkring Sprogø – i øvrigt med tiltagende rygvind.

Med mere end et halvt århundrede som aktiv skakspiller er det sjældent, at man møder begreber, som man ikke anede eksisterer; men her var altså et eksempel: ”En normal Reti” og så Ta1-a2. Med mit meget ringe kendskab til Reti’s åbning, ser Ta2 helt skørt ud og i hvert fald ikke ”normalt”. Men meningen er, at damen skal til a1, og så er der et vist tryk i den sorte diagonal (a1-h8). Desuden tilstræbes efter Lc3 en bondefremrykning med a3 og b4, hvilket skulle være gunstigt for hvid. Herfra havde jeg kun tågede forestillinger om, hvordan partiet kunne fortsætte.

Vel ankommet til Køge gjorde vi os klar til lørdagens kamp. Ved disse liga-kampe vrimler det med stormestre, internationale mestre, forhenværende og nuværende Danmarksmestre o.a. titel­holdere. Men det forekommer også, at et hold er så amputeret af afbud, at det må stille med 1.- eller 2.-klasses-spillere på sidste bræt. F.eks. havde Køge i 4. runde ikke kunnet mobilisere deres hær af stormestre og måtte stille med egne lokale folk; de blev derfor nedsablet med 1-7 af min gamle klub, SK1968, som således kom fri af nedrykningsfare.

Vi skulle møde Hillerød, og jeg skulle på 8. bræt spille hvid mod en vis Jan Nordenbæk. Han var lidt højere ratet end jeg, så en remis ville være fint. Partiet forløb således:

1. Sf3 Sf6 2. g3 d5 3. Lg2 c6 4. O-O Lf5; Der var den så, den irriterende variant.

5. d3 e6 6. Sbd2 h6 7. b3 Sbd7 8. Lb2 Le7 9. Te1 O-O 10. h3 Lh7; Hvids to sidste træk er i bedste fald tidsspilde; straks 9.c4 var bedre. Men jeg havde endnu ikke helt opgivet tanken om frem­stødet e2-e4.

11. c4 a5 12. a3 Te8

Så langt, så godt; men hvad nu? Ja, i mangel af bedre kan man vel forsøge Jens Ove’s skøre manøvre:

13. Ta2 Db6 14. Da1 Lf8 15. Lc3 c5; Nu kommer hvid lidt under pres, måske p.gr.a. tempotabene i 9. og 10. træk.

16. Dd1; I ethvert skakparti kommer der et tidspunkt, hvor man – uanset sine forberedelser – er nødt til at tænke selv, og det var så her! Dagen derpå traf jeg Jan Nordenbæk på spillestedet; han havde haft partiet gennem sit skakprogram om aftenen og mente, at hvid herfra havde spillet helt optimalt, og at Dd1 var det, som bedst kunne sikre remis’en.

16.-, d4 17. La1 e5 18. e4; Det eneste; ellers trækker sort e5-e4, og hvid får det svært. Sort tør nu ikke slå en-passant, da begge hvids løberdiagonaler åbnes; dækning af d3 sørger 19. Txe3 for.

18.-, Dc7 19. a4 Sb8 20. Sb1 Sc6 21. Tae2 Sb4 22. Sa3 Ta6 23. Lb2 Dd8 24. Sb5 g5 25. Sh2 Lg6 26. Lc1 Sh5 27. La3 Sf6 28. Lc1 Sh5 29. La3 og remis.

Det var meningen, at jeg skulle have taget toget hjem til Fredericia efter lørdagens runde; men da jeg var ankommet med S-toget til Køge Nord, blev det oplyst, at al togdrift over Storebælt var aflyst grundet stormen, og jeg måtte returnere til Køge. Hans Ulrich, som skulle passe 8. bræt om søndagen, havde taget toget fra Fredericia i rette tid og var kommet sikkert frem. Jeg fik derfor lejlighed til at overvære 6. runde, hvor vi lykkedes med en af vore to uafgjorte kampe, her mod Nordkalotten.

Søndag eftermiddag havde stormen lagt sig så tilpas, at broen blev åbnet for biltrafik, og vi kunne komme tilbage til kontinentet som planlagt. I løbet af denne runde var det, at jeg analyserede lidt på partiet med Jan Nordenbæk. Jeg erfarede, at han var en særdeles kompetent mesterspiller med styr på sine systemer og skarpe varianter. Han fortalte mig, at han vidste helt præcist, hvordan han skulle bekæmpe hvids konge­indiske angrebsplaner mod Lf5! Jeg priste mig lykkelig over, at jeg ikke havde valgt den vej, som havde været så nærliggende, hvis ikke jeg havde fået Jens Ove’s råd på vej over Store­bælt! Desuden sagde Jan: ”Da du spillede 13. Ta2, vidste jeg, at du kendte varianten!” Han skulle bare vide…!

You may also like...