Andetholdet måtte nøjes

Af Mikkel Vinther Motzkus

Andetholdet er særdeles stærkt i denne sæson, og efter en flot sejr over Herning i 1. runde på 4½ -3½ tog vi i weekendens søndagskamp hjemme imod Springeren. Med kun to afbud til dagens opgør, i form af Jens Christian og Hans Ulrich, var der lagt i kakkelovnen til noget af en revanche fra sidste sæsons 5½ – 2½ nederlag til netop Springeren. Springeren var heller ikke uden afbud, så den samlede favoritværdihed endte på en forventede score på 5,09 i vores favør.

På bræt otte havde vi glæde af at Lasse igen var tiltrådt, og selvom Lasse på papiret spiller 1. bræt for 3. holdet i denne sæson, så er der med 3 søndagshold meget der peger i retning af, at Lasse også i denne sæson bliver en fast bestanddel af 2. holdet. Lasse skulle med hvid op imod den rutinerede og altid snu Aage Søndergaard. Lasse mødte også Aage i sidste sæsons divisionsturnering, og dengang var det Aage der træk det længste strå, så der var her lagt op til en lille lokal revanche. Lasse og Aage spillede ligesom sidste år en variant i spansk, og undervejs så det rigtig pænt ud for Lasse med en god og behagelig stilling til følge. Desværre drillede tidsnøden, og i løbet af få træk vendte det hele til Aages fordel. 1-0 til Springeren.   

På syvendebrættet var Henning ligesom sidst trådt til for at hjælpe holdet, og det er vi ved at være rigtig glade for. Henning skulle med sort op imod Kim Broksø, som jeg selv har erfaret er en spiller der er glad for de åbne stillinger, hvor løberne rigtig kan få lov at udfolde sig. Denne gang var det dog Henning der fik initiativet tidligt i partiet, og idet Kim spillede lidt for passivt, mens Henning derimod spillede sin stilling tålmodigt og uden at forivre sig, eller komme i tidnød, blev det et sikkert spil til et mål. Tålmodigt og godt spillet af Henning, som trods sin position som reserve nu er topscorer på andetholdet med 2 ud af 2 mulige! Sådan!  

På sjettebrættet havde Søren hvid mod Jan Rosenberg. Der blev spillet en lukket sicilianer med hvide springere på c3 og e2 og Lf1 på g2, kaldet fianchetto. Sort valgte opstillingen med Lg7 og springerne på c6 og e7 og senere Sd4 og Se7-c6. Begge havde de rokeret kort. Med et stabilt centrum fik Søren most f- og g-bønderne frem mod sorts konge. Jan fik derimod åbnet h-linjen ned mod Sørens bonde på h2 med et vist modspil. I rette øjeblik fik Søren dog åbnet centrum og Jan var i mellemtiden kommet i stor tidnød. I en kompliceret stilling og i en slagudveksling mistede Jan en springer. I slutspillet med to tårne og Springer mod to tårne og bønder på begge sider, endte Jan med at tabe yderligere et tårn for at forhindre at Søren satte mat. Derved blev partiet opgivet. Flot og effektivt parti af Søren. Så var vi foran 2-1.

På bræt fem havde Lars med sort fået Jens Ingemann helt ned i sækken. Lars havde opnået en stor slutspilsfordel i et springer-løber-slutspil, og i efteranalysen blev det tydeliggjort, at der var mange veje til Rom. Desværre er skak ikke altid så nemt i praksis og med et ”lille” uskyldigt kongetræk kunne Jens i en kombination pludseligt afvikle sin dårlige løber for Lars´ gode springer, samt en merbonde på dronningefløjen. Ærgerligt, men sådan kan det gå! Udligning 2-2.

På fjerdebrættet fik Michael med de hvide klodser tilkæmpet sig en pæn fordel mod Christian Karstensen. Michael havde i træk 24 afviklet dronninger, vundet løberparret og var foran med en bonde. Michael endte dog desværre med at blive lidt for grådig, og mens Michael fik spist bonde nummer to, fik Christian i samme ombæring afviklet til et ulige-farvede løberslutspil, som trods overvægten på to bønder ikke stod til at vinde i slutspillet. 2½-2½.  

På bræt tre tog Rasmus med sort imod Kim Burnæs. Partiet startede stille og roligt, men blev herefter mere fejlfyldt fra begge sider. Først kunne Rasmus med sort få et godt angreb, dernæst kunne Kim have vundet en bonde, og endelig endte det hele i et tårnslutspil, hvor Kim først spillede for passivt, hvorefter Rasmus gjorde det samme. Det hele endte også her med en fredspibe.      

På andetbrættet skulle Johnny med hvid have revanche mod Adrian Thorsen, efter et nederlag til det unge talent i Evans´ efterårsturnering. Adrian forsøgte, i en for ham typisk englænder, at smide lidt grus i maskineriet, men Johnny fik snart skabt en gennembrudmulighed i centrum. Dette resulterede i, at Johnnys d-bonde allerede i 23. træk nåede syvende række. Efter et taktisk kvalitetsoffer, et tårn på ottende række og en god gammeldags springergaffel fik Johnny til sidst skovlen under det unge talent. Flot og vigtig sejr af Johnny! 4-3 til hjemmeholdet.  

På førstebrættet valgte Mikkel med sort at gå ud i en nimzo-inder mod den positionelt stærke Michael Jakobsen. Valget var ikke decideret forkert, men tidligt i partiet forvekslede Mikkel desværre stillingstypen, og fik lukket centrum for tidligt. Dette resulterede i at Michael allerede i træk elleve havde en fordelagtig stilling med plads og overvægt på kongefløjen. Mikkel måtte derfra kæmpe resten af partiet med et defensivt fokus, og bruge meget af sin tid på at finde forsvarsløsninger. Michael spillede stillingen tålmodigt og udnyttede flot overvægten på kongefløjen, som Mikkel i tidnøden ikke fandt de rigtige løsninger imod. En velfortjent sejr af Michael!

Kampen endte således 4-4, men på trods af en lille skuffelse rent resultatmæssigt, fik vi vist gode takter og med uheldighederne på bræt 4. og 5. i mente var vi ikke langt fra et indfri vores favoritværdighed. Andetholdet indtager efter de to første runder 3. pladsen i 2. div grp. 3 med 8½ brætpoint og 3 matchpoint.

Se stillingen i 2.div., gr.3 på:

https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=386&teamTourId=79

You may also like...