2 springergafler i samme parti!

Af holdleder Lasse Nielsen

Vort 3.-hold skulle 13. nov. møde Stouby i 2. runde i mesterrækken. Vi var ramt af et par afbud til dagens kamp, som bl.a. betød, at jeg måtte en tur på 2.-holdet igen. På papiret var Stouby iflg. Dr. Elo (rating-systemets fader) klar favorit; men alt kan jo ske i skak, og man skal jo lige vinde først.

Jeg fik ikke fulgt så meget med i de forskellige partier, da jeg sad langt væk. Vi tabte på de 3 første brætter; men der var Stouby også klare favoritter, og det levede de op til.

Men så på 4. bræt fik vi vores første sejr. Vores unge spiller, 14-årige Frederik, vandt i meget flot stil; hans modstander var ratet 1661 og Frederik 1180. Frederik har allerede vundet 126 ratingpoints på blot 2 kampe. Det bliver spændende at se, hvordan han klarer sig igennem holdturneringen; men vi kan vist allerede nu sige, at han spiller bedre end sit ratingtal.

På de 4 nederste brætter var der større jævnbyrdighed, så her kunne der måske hentes lidt points. Det blev så til 4 remis’er, og især Mattias kæmpede flot og længe for sin remis. Så vidt jeg kunne vurdere, så stod Mattias nok lidt i underkanten; men han fandt en evig skak, som hans modstander ikke kunne undgå, da han elles ville gå mat.

Så det samlede resultat blev et nederlag til os på 3-5, så vi fik næsten et point mere end forventet, så det er bestemt godkendt.

Tak til alle spillere på holdet (især Mattias som røg af holdet, og kom på igen inden for 2 timer) for at bære over med holdlederne, som måtte lave om på holdopstillingen flere gange.

Vi skal ikke snydes for Frederiks gevinst:

Hvid: Frederik Sørensen, Fredericia 3 – Sort: Kim Kristiansen, Stouby 1, 4. bræt

1.d4,d5 2.c4,e6 3.Sc3,Sf6 4.Sf3,Le7 5.Lf4,a6 6.h3,h6 7.cxd5,Sxd5 8.Sxd5,Dxd5 9.e3,Da5† 10.Sd2,0-0 11.Ld3,c5 12.0-0,cxd4 13.Sb3,Dd8 14.Sxd4,Lg5 15.Lxg5,Dxg5 16.Sf3,Df6 17.Db3,Sd7 18.Tac1,b6 19.Dc3,Lb7 20.Dxf6,Sxf6 21.Se5,Tac8 22.a4,Tfd8 23.b4,Td5 24.f4,Tcd8 25.Tc7,Lc8 26.Le2,Td2 27.Lf3 Hvid har nu klar fordel; men der var ingen grund til den følgende brøler, som tillader en fiks kombination: -,Sd7?? 28.Sc6!,Te8 29.Txc8,Txc8 30.Se7†,Kf8 31.Sxc8,Tc2 32.Td1,Ke8 33.Sd6†,Ke7 34.Sxf7,Tc4 35.Txd7† og Sort opgav, inden han fik springergaffel nr. 2; 1-0.

Se stillingen i Mesterrækken på:

https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=388&teamTourId=84

You may also like...