Skakligaen: En dejlig lørdag i Odense

Af holdleder Esmat Guindy

Den 27. og 28. januar var der dobbeltrunde i Odense, hvor alle Skakligaens 10 hold spillede i Festsalen på Giersing Realskole, der ellers er kendt for at være spillestedet for Odensemesterskabet.

Om lørdagen skulle vi møde Nordkalotten som på papiret har et hold, der er stærkere end vores, men efter sidste sejr over SK68 havde vi fået blod på tanden: Der skulle matchpoint på bordet!

Der var mange interessante holdopstillinger i Odense: Køge, der inden kampene blot havde et enkelt matchpoint, nærede tilsyneladende ikke noget ønske om at rykke ned og stillede både op med GM Brunello, IM Pantzar og den stærke ungarer Istvanvszki. Foruden altså Axel Smith og Björn Ahlander, som de plejede at stille med. Udbyttet af weekenden blev optimalt for dem: 4 matchpoint.

Skanderborg stillede op uden Pajeken, men med De vilde svaner til ligaens nøgleopgør mod Hillerød. Hillerød stillede til gengæld op med en relativt nyklippet Jacob Aagaard på bræt 7. Og Nordkalotten? Jo, de gav os den behagelige overraskelse at stille uden Esben Hove og Lars Aaes, hvilket gjorde, at de kun var svage favoritter. Vi stillede derimod i stærkeste opstilling, hvilket betød at vores nye spiller, Nikola var med, og at holdlederen (mig) fik en fridag og kunne tage på café med min mor.

Da jeg kom tilbage efter 2½ time, stod vi overvældende! Boris havde en kvalitet mere mod Hector, og det var ikke til at få øje på, hvor modspillet skulle være.

I Jens Oves parti var dronningerne blevet byttet af; men 14 af de 16 bønder stod stadig på brættet, og det var svært at se, hvordan Stellan Brynell med de hvide risikofrit skulle kunne åbne stillingen.

På bræt 3 havde Nikola også fået byttet dronningerne af og havde stor fordel i kraft af en fri c-bonde og en aktiv konge.

Bjarne var sort i noget der strukturmæssigt lignede en meget behagelig franskmand: Med de hvide bønder på e5 og d4, men ingen bonde i c-linjen, kunne Bjarne presse løs med sine springere mod d4, da Jacob Sylvan ikke havde fået skabt modspil på nogen af fløjene.

Med hvid havde Frank givet en bonde for at få en struktur med f5-g4 og h3 mod sorts kompakte f7-f6-g6-h7 og Lg7. Jeg var begejstret, da jeg så stillingen – chipmonsteret er totalt uimponeret!

Dustins stilling mod Kaare Kristensen var svær at vurdere, og bedst som jeg forsøgte, endte både hans og Bjarnes parti remis.

På bræt 7 havde Daniel stillet sig ambitiøst op mod Siciliansk med e4-d4-f4-g4. Senere kom også g5 og h4 og han må have stået helt overvældende undervejs. Desværre koster sådan nogle stillinger, hvor der ikke er et klart angrebsmål, også meget tid undervejs, så Daniel overskred i træk 34, men her stod han ikke bedst længere.

Adesh kom til at stå bedre og bedre med de sorte, og efter 40 træk havde han ikke bare løber mod springer + merbonde, han kunne også spille mod Esben Ejsings konge, og han endte med at sætte mat efter 46 træk. Vi håber, at partiet bliver bragt her på siden på et senere tidspunkt.

I mellemtiden var Franks modstander gået selvmat i tidnøden i en stilling, der nok var lige, men hvor Frank skulle passe lidt på. Kort efter opgav også Hector, så stillingen lige efter tidnøden var 4-2 i vores favør.

Stellan havde tidligt afslået remis mod Jens Ove blot for at spille forkert senere, så det kun var Jens Ove der kunne spille på gevinst. Og det gjorde han så i et 105 træks langt parti, hvoraf de sidste 9 var springer og tårn mod springer, men det føltes som mange flere, for Nikola havde for længst indstillet gevinstforsøgene og taget til takke med remis og klokken var over 19.30, hvor vi havde bestilt bord. En halv time senere kunne vi glade og sultne sætte os ind i restauranten med en 5-3 sejr i bagagen og hvad vi troede ville blive weekendens længste parti.

Det blev det ikke. Søndag kom Jonas Bjerre også ind i tårn og springer mod tårn, og det var også mod en spiller fra Nordkalotten: Johnny Hector. Jonas brugte 116 træk, inden han indstillede gevinstforsøgene.

Jens Ove har kommenteret Boris’ parti til hjemmesiden:

Hvid: Boris Chatalbashev
Sort Johnny Hector

1.d4 d5 2. c4 c6 3.Sf3 Sf6 4. g3!? Klogt valg. Det undgår de kendteste varianter efter 4. Sc3 dxc4 5.a4, som Hector har spillet i årtier. 4…Lf5. Hector er ikke typen, der fedtspiller med g6.  5.Sc3 e6!? Bundsolidt 5..dxc4 6. Se5 Sbd7 7. Sxc4 b5 8. Se3 Lg6 9.Lg2 Tc8 10.d5! b4 11. dxc6 bxc3 12.cxd7 er mere bekvemt for hvid. 6.Sh4(!) Samme idé som i en kendt hovedvariant i slavisk. Her har hvid dog spillet e3 i stedet for g3. 6..dxc4 Andre solide alternativer er: 6..Lg6, 6..Lg4, 6..Le4. 7.Sxf5 exf5 8.e3 Ld6!? I et parti mellem Magnus Carlsen og Mishra i 2022 fulgte 8..Sbd7 9.Lxc4 Sb6 10. Lb3 Dd7 11.Ld2 Ld6 12 f3 Lc7 13. De2 0-0-0 14. 0-0-0 med hvid fordel 8..b5?! 9.Lg2 giver hvid rigeligt med spil. 9.Lxc4 0-0 10.0-0 Sbd7 Hvid har løberparret, men sort har en meget kompakt og solid stilling, og løberen på c1 skal jo også i spil 11.f3!? Te8?! Virker lidt betænkeligt p.gr.a. hvids spil mod f7. 11.f3 kom måske som lidt af en overraskelse for Hector. Bedre var 11..Tc8 12. Kh1 c5 13. Lb3 a6 14. Dd3 g6 15.e4 b5 med uklart spil. Også 11..c5!? er fint. 12. Db3 Te7 13. Ld3?! g6 14 e4

14..Sc5?! Her begynder kæden at falde af cyklen. Rigtigt var et typisk computertræk: 14..Lc5!! F.eks. 15.Se2 Lxd4† 16.Sxd4 Sc5 17.Dc4 Sxd3 18.Dxd3 Td7 19.Le3 c5 20.exf5 cxd4 21.Lf2 Se8 22.Tae1. Men selvom computeren siger helt lige, vil jeg helst spille hvid! 15.dxc5 Lxc5† 16. Kg2 Dxd3 17.Lg5! En meget træls binding 17..Dd6? Og nu falder kæden helt af. Bedre var Te6! 18.Dxb7 Tae8 18. Tad1De5 19.Tfe1 Hvid får aktiveret alle brikkerne 19..Tae8? som sædvanlig det forkerte tårn Efter T7e8 (ud af bindingen) 20.Lf4 De6 21.Dxb7 g5 kan sort stadig kæmpe. Men nu er det slut. 20.f4 De6 21.e5 koster kvaliteten og partiet. 21..Sg4 22.Lxe7 Dxe7 23.Td3 b5 24.h3 Sf2 25. Tf3 25.Td2! 25..b4 26.Sa4 Se4 27.Td1 Lb6 28.T3d3 Sc5 29.Sxc5 Dxc5 30.T3d2 Te6 31.Dc2 Df8 32.Td6 c5 33.Dc4 Dc8 34.b3 Te7 35.T1d2 Kg7 36.h4 Kf8 37.Dd5 Ke8 38.h5 Te6 39.h6 g5 40. fxg5 f4 41.Txe6 fxe6 42.De4 fxg3 43.g6 c4 44.gxh7 1-0

You may also like...