Generalforsamling 2025

Referat fra Fredericia Skakforenings ordinære generalforsamling 28/4 2025 på IPS Gården.

  1. Valg af dirigent.

    Mattias Skærved valgt. Han konstaterede at GF var lovlig indvarslet men opfordrede til at indkaldelsen også blev sendt på mail, da det står i vedtægterne.

  2. Formandens beretning.

    Følgende emner blev diskuteret efterfølgende.
    Niels Nybo og Per Hansen mente at bestyrelsen skal spørge mere direkte (prikke folk på skulderen) når vi ønsker hjælp til forskellige opgaver, da mange gerne vil give en hånd med.

    Derefter blev formandens beretning godkendt med applaus.

  3. Regnskab, budget og fastsættelse af kontingent.

    Regnskabet viser et underskud på ca. 8000 kr. Det skyldes et underskud på 10.000 kr fra Fredericia Chess, hvor vi blev nødt til at indkvartere flere spillere på hotel end beregnet. Johnni med flere stillede spørgsmålstegn ved om vi har ressourcer til, ud over IM turneringen, også at afvikle en WIM turnering (for kvinder). Endvidere har vi ikke været så gode til at ”indkradse” kontingent restancer i år, hvilket har givet et minus på anslået 5000 kr. Johnni mente også at vi skulle have mere focus på kontingent indkrævningen hos B medlemmer. Regnskabet blev godkendt.

    Kassereren fremlagde et budget for 2025, der viser et forventet resultat på 0 kr. Budgettet indeholder restancer fra 2024 på 5000 kr og der er derfor et tilsvarende underskud på selve driften i 2025. Michael B Madsen foreslog derfor at dette blev dækket ind med en kontingentforhøjelse på 20 kr. pr. kvartal. Efter lidt diskussion blev bestyrelsens forslag om uændret kontingent vedtaget.

    Derefter gennemgik kassereren regnskabet for Elite Støtteorganisationen (ESO), som viste samlede udgifter for ca. 9000 kr og en beholdning på 17400 kr. Der var en del diskussion vedrørende de enkelte posteringer og det blev besluttet at ESO fremover skal have sin egen konto for at skabe mere klarhed.

  4. Valg.

    Genvalg til kasserer Hans Ulrich Christensen og bestyrelsesmedlem Lasse Nielsen.

    Johnni Marcussen genvalgt som bilagskontrollant.

    Som bestyrelsessuppleant blev Michael B Madsen og Tobias S Thomsem foreslået og forsamlingen besluttede ekstraordinært at vælge begge med Michael som første suppleant.

  5. Juniorskak.

    Jens Chr. aflagde beretning for Juniorskak afdelingen.
    Michael Leon gjorde opmærksom på at kvalifikationsstævnet til DM i skoleskak ikke er afholdt endnu. Derudover var der nogle kommentarer til navneskiftet fra Junior afd. til Skakskole, som mundede ud i at  Juniorgruppen gør hvad den finder mest praktisk.

  6. Præmieoverrækkelse.

    Tillykke til årets klubmester Per Hansen og præmietagerne i de øvrige seedningsgrupper.

    Carsten Bank Friis vandt lynskakmesterskabet.

    Carsten Bank Friis blev også årets holdspiller, både for sine resultater på 2. holdet, men også for sin parathed til at stille op for 1. holdet, når de har manglet spillere.

  7. Indkomne forslag.

    Michael Leon havde stillet følgende 3 forslag.

    Forslag 1) Jeg forslår hermed at ingen spillere skal have løn, eller anden form for betaling, for at spille for Fredericia Skakforening. Dette indebærer løn for at spille kampe. Dette indebærer udgifter klubben betaler for at spillerne kommer til Fredericia, inklusiv overnatning før eller efter en holdkamp. Dette indebærer privatpersoner, der på den ene eller anden måde sponsorerer enkelte spillere. Overnatning i forbindelse med en dobbeltrunde, uden for Fredericia, er ikke en del af dette forslag. Ligeledes er kørselspenge fra Fredericia ikke en del af dette forslag. Fællesspisning efter en vellykket hold- / IM-turnering er ej heller en del af dette forslag.

    Forslag 2) Spillere der spiller på vores hold, skal være aktive i klubben, dette kan være at møde op på klubaftner, deltage i vores turneringer, eller på anden vis være aktive i vores klub. Det er ikke nok at deltage i vores IM turnering. Det vil således være op til bestyrelsen, før den kommende holdsæson, at vurdere om den enkelte spiller, har været aktiv nok i forrige sæson. For at være berettiget til at stille op for Fredericia Skakforening i holdturneringer. Eventuelt nye spillere, er undladt fra dette forslag. 

    Hvis forslag 1) bliver nedstem, træder dette ind i stedet.

    Forslag 3) Alle spilles løn skal være tilgængelig for alle spillere i klubben. Således at vi altid ved hvem der får hvad. Dette indebærer løn for at spille kampe. Dette indebærer udgifter klubben betaler for at spillerne kommer til Fredericia, inklusiv overnatning. Dette indebærer privatpersoner, der på den ene eller anden måde sponsorerer enkelte spillere. Alt overstående skal sendes ud før holdturneringen påbegyndes, med de udgifter man kender spiller for spiller. Og det samlede regnskab skal sendes ud når holdturneringen er slut spiller for spiller. Overnatning i forbindelse med en dobbeltrunde, uden for Fredericia, er ikke en del af dette forslag. Ligeledes er kørselspenge fra Fredericia ikke en del af dette forslag. Fællesspisning efter en vellykket hold- / IM-turnering er ej heller en del af dette forslag.


    Begrundelse for alle tre forslag: Mange i klubben, inklusiv jeg selv, har ikke noget forhold til langt de fleste spillere i toppen af vores styrkeliste. Vi ser aldrig nævnte spillere til klubaftener. Vi ved ikke hvem de er og vi har intet tilhørsforhold til disse personer. Holdturneringen bør være for de personer som er aktive i klubben.

    Ad. forslag 1.

    Bestyrelsen fremførte at hvis man vil spille skak i divisionsturneringen bliver man nødt til at samle spillere fra et større geografisk område end Fredericia Kommune, og i en vis udstrækning bliver man også nødt til at hjælpe disse spillere med ekstra rejseomkostninger, diæter m.m. Vi har i øjeblikket 3 spillere som foreningen støtter på den måde, og det er i alle tilfælde spillere som selv har henvendt sig til os og ønsket at spille for Fredericia Skakforening.

    Flere i forsamlingen udtrykte sympati for tankerne bag forslaget og flere udtrykte også bekymring ved de store udgifter, der er ved at have et hold i skakligaen. Andre stillede sig bag bestyrelsens linje mht. elite skak. Der var også opfordringer til bestyrelsen om at forsøge at engagere 1. og 2. holds spillerne mere i foreningen.

    Ved afstemningen stemte 2 for, 11 imod og 3 blanke, så forslaget blev forkastet.

    Ad. forslag 3.

    Bestyrelsen fremførte at de diskuterede ekstra udgifter til spillere fremover dækkes af ESO og at regnskabet for ESO vil være tilgængelig på Generalforsamlingen.

    Ved afstemningen stemte 4 for, 11 imod og 1 blank, så forslaget blev forkastet.

    Ad. forslag 2.

    Dette forslag fandt de fleste for restriktiv i forhold til klubbens medlemmer og forslaget blev forkastet med 1 stemme for, 13 imod og 2 blanke.

    Forslag fra Johnni Marcussen og Niels Nybo

    (Johnni) Referatet af generalforsamlingen skal senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse være tilgængeligt for medlemmerne af Fredericia Skakforening – enten via mail eller på hjemmesiden.

    (Niels) Hjemmesiden skal opdateres, så henvisninger til kamp resultater m.m.  bliver ajourført. Børge Guldager påpegede at dette også skulle gælde medlemslisten.

    Begge forslag blev enstemmig vedtaget og er udtryk for at Foreningens Webmaster (som også er Formand) har for travlt, og bør aflastes. Den øvrige bestyrelse bør blive bedre til at påtage sig ”Webmaster opgaver” og det blev også diskuteret at finde en uden for bestyrelsen, som kan fungere som Webmaster.

    Forslag fra bestyrelsen.

    Muligheden for at betale sit kontingent kvartalsvis udgår fra 1/7 i 2025. Derfra vil det kun være muligt at betale sit kontingent som et engangsbeløb, som opkræves en gang årligt. I tilfælde af udmeldinger og indmeldinger i løbet af en sæson, vil kontingentet blive opgjort frem til nærmeste kvartal, hvorefter en eventuel difference vil blive behandlet. 

    Forslaget skal gøre det nemmere at følge op på evt. restancer.

    Forslaget blev enstemmig vedtaget.

  8. Eventuelt.

    Michael Leon opfordrede til at der hurtigst muligt blev indkaldt til et formøde ang. Fredericia Chess Festival.

    Ahmadullah Naibi foreslog at man på ”friaftener” kunne afprøve andre former for skak, end de traditionelle, f.eks. Fischer Random.

Referent: Jens Chr. Hansen                                                                 Dirigent: Mattias Skærved