4. runde af Fredericia Chess 2016

Så er vi næsten nået halvvejs med årets turnering, og det begynder at være lettere at sige, hvem der kæmper med om topplaceringerne, og hvem af normhåbene der kan nå de eftertragtede IM-normer.

Efter en stærk start med 2 af 2, fik FM Jesper Thybo et ærgerligt nederlag i 3. runde. Dette skulle han forsøge at revanchere mod IM Christoph Scheerer. Desværre for Jesper gik det dog ikke helt som håbet. Tyskeren fik en fin stilling, hvor Jesper måtte kæmpe for at finde de rigtige træk, og da Jesper kiksede, stod tyskeren klar til at gribe et helt point. Christoph, som tabte i 1. runde, har derfor nu 2½ af 4 og begynder at ligne en kandidat i toppen, imens Jesper får svært ved at nå normkravet.

Kristian Seegert brugte 4. runde på at få hans første sejr. Hans parti mod FM Martin Matthiesen så ellers længe ret lige ud, men da Martin fik lavet 2 dårlige træk i træk, greb Kristian chancen og tog hele pointet.

FM Anders Livner var ude i et meget lige parti mod den 13-årige FM Filip Boe Olsen. Da partiet nærmede sig slutspillet, fik Anders dog skabt en fribonde, og denne måtte Filip kæmpe hårdt for at få stoppet. Desværre for Filip viste det sig, at dette ikke var muligt, og Anders kunne dermed notere sig sin første sejr.

WGM Melanie Lubbe lå inden runden nummer 1, og hun skulle se, om hun kunne forsvare denne placering mod FM Kristoffer Dyrgaard. Her så det dog ud til, at Kristoffer havde overhånden, men han missede muligheden for at udnytte det, hvorefter partiet så meget lige ud. Kristoffer fandt dog igen ikke de rigtige træk, og derfor kunne Melanie sikre sig hendes 3. sejr. Dermed fører hun stadig turneringen efter 4. runde og mangler nu kun 2½ point ud af 5 for at lave sin 2. IM norm!

Rundens længste parti stod IM Nikolas Lubbe og IM Jens Ove Fries Nielsen for. Også dette parti så lige ud langt hen ad vejen, men det var Nikolas, som slap bedst fra det spændende midtspil. Dermed fik Nikolas et fordelagtigt slutspil, hvilket han omsatte til et helt point. Nikolas er dermed noteret for 3 af 4.

 

Efter 4 runder er det de 3 tyskere, som er forreste i feltet. WGM Melanie Lubbe fører med 3½ point foran IM Nikolas Lubbe med 3 point. Derefter kommer IM Christoph Scheerer med 2½ point. Ingen af de 3 spillere har mødt hinanden indbyrdes endnu, og alle de 3 indbyrdes opgør falder i de 3 sidste runder. Det kan blive en spændende afslutning!

Med 5 runder igen, mangler vores 7 normhåb følgende antal point:

2½ point: WGM Melanie Lubbe

4 point: FM Anders Livner

4½ point: FM Jesper Thybo, FM Martin Matthiesen, FM Kristoffer Dyrgaard, FM Filip Boe Olsen, Kristian Seegert

You may also like...