8. og 9 runde – Nikolas Lubbe vinder GLENCO Chess 2014

8. runde:

Under dagens første runde fik vi besøg af den lokale politiker, Lars Ejby Pedersen, som kom for at se, hvordan turneringen gik. Lars var jo i onsdags med til åbne turneringen, og det var rart at se, at han kom og viste sin støtte til turneringen.

7 remiser i 8 partier var status for Niels Jørgen Fries Nielsen efter 8. runde. Mod Igor Teplyi valgte han at tage imod en remis i en stilling, som ellers så god ud for ham. Man kan nok godt tillade sig at sige, at Niels Jørgen burde have haft flere point ud af hans stillinger.

Den førende Nikolas Lubbe kunne med blot et ½ halvt point mod Jacob Carstensen tage den samlede turneringssejr. Nikolas lod sig dog ikke nøjes med blot en remis, da han i stedet vandt partiet. Tyskeren fik hurtigt en god stilling med materiale fordel, og herefter var der reelt ikke tvivl om resultatet.

Jens Ove Fries Nielsen og Attila Gergacz var ude i et super spændende parti. Det var undervejs i partiet meget svært at bedømme, hvem der egentligt stod bedst, da det var en meget uklar stilling. Til sidst blev det dog afviklet til et slutspil, som var klart vundet for Jens Ove, som nu ligger flot med i toppen efter en dårlig start på turneringen.

Carsten Bank Friis vandt for 2. runde i træk efter, at han kun havde fået ½ af 6 i starten. Denne gang vandt han over Jwan Bakr. Det lignede ellers, at syreren havde en lille fordel, men et upræcist træk gjorde stillingen mere lige. Kort tid efter dummede syreren sig endnu mere, og dette udnyttede Carsten til at sikre sig pointet.

Partiet mellem Mads Hansen og Melanie Ohme endte remis efter næsten 5 timers spil. Mads havde muligvis haft en lille fordel undervejs, men det endte ud i et lige slutspil, hvor begge var presset på tiden. I tidsnøden kunne Melanie formentligt have vundet, hvis hun havde fundet det rigtige træk, men med presset fra uret, så hun ikke dette, og kort efter tog de remis.

9. runde:

I sidste runde mødte Attila Gergacz og Jwan Bakr hinanden i et parti, som bar præg af træthed hos begge spillere. Blot 20 minutter tog det dem, før de var på vej ud i et ulige farvet løberslutspil. Her blev de naturligt nok enige om remisen.

I de resterende partier blev der til gengæld spillet længe. Partiet mellem Jens Ove Fries Nielsen og Jacob Carstensen endte dog også remis, men det var efter et langt parti, hvor ingen af de to formåede at lave en afgørende forskel. Remisen giver dem begge en delt 2. plads sammen med Igor Teplyi.

Igor Teplyi kunne ellers have taget 2. pladsen udelt med en sejr over Melanie Ohme, og selvom han muligvis havde lidt fordel undervejs, endte han med at tilbyde Melanie en remis, hvilket hun tog imod.

Nikolas Lubbe fortsatte sin suveræne stil. Partiet mod Niels Jørgen Fries Nielsen var ellers på vej ud i noget remis lignende, da Niels Jørgen lavede en fejl. Nikolas tog derfor pointet og endte på 8 point af 9 mulige!

Carsten Bank endte med at vinde sit 3. parti i træk, og pludselig blev en forfærdelig start lavet om til en ganske god turnering. I sidste runde mødte han Mads Hansen, og Carsten spillede meget skarpt og tvang Mads til at finde de rigtige træk hele tiden. Og da Mads kiksede, stod Carsten klar til at tage sejren.

 

Status efter de 9 partier var altså, at Nikolas Lubbe vandt suverænt med 8 point, hvilket var langt foran de nærmeste. Den danske trio Jacob Carstensen, Igor Teplyi og Jens Ove Fries Nielsen endte på en delt 2. plads med 5 point. Den lokale spiller, Carsten Bank Friis, fik, med 3 sejre til sidste, 3½ point, hvilket rakte til en delt 7. plads. Et flot resultat i et hårdt felt.

I Kandidatklassen vandt Johnni Veng med 4 point ud af 5 mulige foran John Rendboe, som scorede 3½. Dermed vandt Johnni retten til en plads i næste IM-turnering.

Fredericia Skakforening vil gerne takke alle 58 deltagere, som deltog i enten IM-gruppen eller EMT’en. Det har været nemt at være arrangør for turneringen, hvilket I skal have stor tak for. Og så håber vi, at vi i fremtiden kan se mange af jer i vores klub igen.

You may also like...